Sponsoraftale for Kunsthåndværkermarkedet

Beddingen 2019


Forestil dig tre rustikke, gamle bådehaller, der emmer af savsmuld og bejdse. Trægulvene er tømt for skibe og ind er i stedet rykket det ypperste indenfor keramik, glas, smykker, skulpturer, træ, tekstil og skind. Sådan ser der ud, når kunsthåndværkermarkedet Beddingen slår dørene op på Hundested Havn den 14.-16. juni 2019, og vi håber at få lokale sponsorers opbakning til markedet, der senest tiltrak over 5.000 betalende gæster.

Formålet med Beddingen er at rette omverdenens søgelys mod Hundested, som jo i forvejen er kendt for sit gedigne håndværk og unikke kunst. I 2018 inviterede vi udvalgte kunsthåndværkere til at vise deres kunnen for publikum undervejs på markedet, og det var en stor succes.

I 2019 håber vi at kunne videreudvikle live on stage-oplevelserne, hvor kunsthåndværkerne demonstrerer den ofte lange og komplicerede proces og formidler det unikke håndværk til publikum. Konkret arbejder vi på at kunne filme arbejdet undervejs, så gæsterne via storskærme kan komme helt tæt på håndværket. Da høj kvalitet er en absolut kerneværdi for Beddingen, håber vi at kunne få de allerdygtigste hertil, og til det har vi brug for sponsorers hjælp.

Tilskud eller konkrete sponsorater
Alle bidrag kan bruges, og det er selvfølgelig muligt at sponsere noget helt konkret fx markedsføring, skilte til bybilledet, forplejning af udstillerne (morgenmad, frokost og kaffe/kage), trykning af årets Beddingen-brochure, opsætning og nedtagning af de hegn, som hver udstillers stand bliver bygget op af, honorar til live-demonstrationerne, billetarmbåndene og meget andet.

Din støtte er afgørende
Som sponsor er du frem for alt med til at støtte og promovere Hundested som centrum for håndværk, kunst og kultur. Dit firma bliver selvfølgelig eksponeret på sociale medier og på et banner på selve kunsthåndværkermarkedet centralt på havnen. Følg selv med på Beddingens Facebookside, på websitet beddingen.dk og på Instagram: @kunst_beddingen

Sådan gør du
Send en mail med dit tilsagn til Hundested Erhvervs koordinator Rikkelie Sommer på info@hundestederhverv.dk - så kvitterer hun med en faktura. Du kan også kontakte Katja Jinks Krone fra Beddingen-gruppen på tlf. 60627980 eller katjajinks@gmail.com, hvis du har spørgsmål. Du må selvfølgelig meget gerne videresende denne aftale til andre, der kunne være interesserede i at støtte lokalt og selv få opmærksomhed til deres egen virksomhed, organisation eller forening :-)

Hent sponsor brev her

body-bg-01